27 november 2012

Vi kom, vi så og vi sejrede….

Vi kom – for præcis en uge siden til Oslo – fra Nupark i Holstebro med VIP-bus til Billund og videre til Norge. Vi var fyldt med fornemmelser, forhåbninger og forventninger – om nogle gode og spændende dage med et stramt program. Lagt med god hjælp af Ambassadens dygtige personale, og tæt pakket – med både fælles arrangementer og egne aftaler.

Vi så – en ydmyg, men velfungerende ambassade, der den første dag havde sammensat et meget interessant program, der fortalte om Norges økonomi og udfordringer, juridiske aspekter ved at drive forretning i Norge, hvorfor man skulle vælge Norge og endelig et liv som dansker i Norge.

Vi så – en fantastisk ambassadørbolig, og var budt netværks-buffet- middag med gæster. Maden var pragtfuld og vinen skøn – vi var rigtignok til fest med ambassadøren. Og vi har alle efterladt et minde – nogle endda flere – nemlig vores navne skrevet med blæk! De fleste af os nøjes med gæstebogen, men nogle tog også dugen i brug.

Vi så – en pragtfuld by – om end den var grå, regnfuld og lidt trist på denne tid af året – og alligevel så skøn og med så dejlig inspiration.

Vi sejrede – ja, det er måske lige tidlig nok at konkludere, men alle var meget tilfredse, og havde fået nye kontakter, gode oplevelser og godt netværk! For mit eget vedkommende fik jeg også rigtig meget viden – speciel om den norske forbruger og fødevarer. Når en Nordmand skal definere kvalitet, siger han ”heller ’kortreist mat’ fremfor økologi”!

Åh ja, og så var der for øvrigt jo lige det lille ’brev til mor’, der blev fundet af Jens Otte – ja, jeg ved ikke rigtig hvor, men han læste den for os i bussen, det sidste stykke fra lufthavnen. Og selvfølgelig efter at vi havde sunget endnu en af hans sange (se nederst)!

Jo – vi sejrede – vi havde en fantastisk tur – stor ROS til arrangørerne – Holstebro Kommune, udvalget for Erhverv & Turisme, delegationslederen, Enheden for Erhverv & Turisme og sidst men ikke mindst Susanne og Mikael – FLOT!

Jeg glæder mig allerede til vores evaluering – og FÆLLESSANG!

Mel: ”En lille nisse rejste”

En flok af brave daner,
de drog af sted til Norges land.
Og de sku’ verden vise,
hva’ danerne de kan!

I bussen de sig satte,
med borde, lys og hjemmebar.
Men svært det var at fatte,
at intet øl var klar!

På inovasions – vinger,
Norwegian fragted’ gruppen frem
mod hovedstaden Oslo,
til Gabelhus – hotel!

Herunder ses de daner,
som kontakt fik i Norges land,
i dagens lys og natten
et håndslag mange fik!

På Hugo’s ambassade
en festlig aften alle fik
på dugen blev der tegnet
en ”fremtids-salgs-kontrakt”!

En kuffert blev ombyttet
med indhold fyldt med ”bryst og lår”
det var dan andens skæbne,
hvordan vi ej forstår!

Snart er vi alle hjemme
med ”olie-guld” i lommer vor.
Ja – Holstebro went global
er næste tur snart klar?

Med venlig hilsen
Delegationslederen
©Jens Otto Nystrup

 [instapress tag=”holstebro_gg” piccount=”12″ size=”90″ effect=”highslide” title=”1″ paging=”1″]

 

 

 

 

Skriv et svar